I går den 21. november 2007 afholdt Roskilde Kulturskole Stjernespil.
Sikke en aften!
Omkring 70 elever i alle aldre optrådte med musik og dans, og der var ikke et øje tørt.
Salen sydede og boblede, og humøret var højt.
Vi har lige afsluttet 3 projektuger, hvor alle skemaer har været brudt op, så elever og lærere kunne samarbejde på kryds og tværs, og hvor det blev muligt at fordybe sig i specifikke områder.
De fleste elever har været til undervisning flere gange på en uge, og mange har prøvet noget, de ikke har arbejdet med tidligere.
Som eksempler på workshops kan jeg nævne:
Computerworkshop, hvor eleverne fik et lynkursus i at indspille, lave beats og arbejde med en masse effekter.
På Music Mind Games var de mere teoretiske fag på programmet, idet eleverne gennem leg og spil lærte om musikkens byggeklodser.
Hos Musikprofessoren lyttede man til musik og skulle bl.a. besvare spørgsmål som: ”Hvorfor lyder musikken til Starwars og Harry Potter, som den gør?” eller ”Findes der uhyggelige lyde?”
På Rocksymfonierne blev den klassiske og rytmiske musik forenet, og elguitarer og violiner spillede side om side.
Nogle af de ældste elever komponerede musik og skrev tekster på Singer Songwriter workshoppen, og Trio Macada knoklede med Haydn.
Der var mange flere tilbud, og i går fik kammerater, søskende, forældre og bedsteforældre så mulighed for at se og høre lidt af det hele.
Nu lader vi op til en lille julekoncert den 9. december.
Du er velkommen til at deltage i festsalen på Jyllinge skole kl. 15.30.
Kulturskolens Venner sælger forfriskninger for en billig penge.
Annette Salvad
torsdag den 22. november 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Det lyder som noget af et projekt, men rigtig spændende!
Hej Anette
Det er noget af et projekt du har kastet dig ud i. Sikke mange arrangementer I har, det lyder spændende
hilsen Anne-Lise (Rosk.Bibl.)
Send en kommentar